Om at være mor til en 2-år-og-et-par-måneder-årig, og det med ikke at leve op til egne forventninger…

_66p6702

Jesus f… christ hvor går tiden stærkt, ja pardon mit fransk. Jeg har jo lige født min lille pige, jeg er jo lige kommet hjem fra hospitalet fuldstændig udmattet af både søvnmangel og lykke i én stor pærevælling, med kanonkugler til babser og med morgenhår der ligner jeg har løbet marathon i modvind. Eller har jeg? Er der virkelig gået 2 år og cirkus 3 måneder? Hvor blev tiden af, hvem snuppede den, sig det så! Jeg får sådan lidt et chok hver gang jeg tænker på det…

Nåmen anyways… Så går det hele jo nok. For selvom jeg absolut ikke har det der ligner en hukommelse som en elefant (nok nærmere som et dørhåndtag) så kan jeg faktisk huske langt det meste fra hun blev født til nu.

Det der med at skrue forventningerne OP for sig selv…. Overskuds-mor? Hell yeah! Eller noget…

Da jeg fødte hende der sagde jeg til mig selv (og Cengiz): “Vi skal huske at lave barnets bog, at gemme hver en ting fra hende, at notere datoer for hver gang hun gør noget for første gang, osv” Jeg sagde også “selvom hun er en pige, så skal hun altså ikke kun gå i lyserød!” – and would ya look at this…. Barnets bog, den (nej DE, købte da naturligvis TO stk og fik en i gave, intet mindre)  ligger stadig og samler støv i skabet. Måske har jeg noteret hendes fødselsdato, kradset over, fordi jeg kom til at skrive forkert først. Jeg kan ikke præcist fortælle hvornår hun kravlede, jeg kan muligvis se det hvis jeg går mine billeder og videoer igennem (det tæller, gør det ikk’?), og jeg kan heller ikke fortælle dig hvornår hun fik sin første tand, jeg kan dog huske der vistnok kom 2 i undermunden, og at efterfølgende gik der hvidhaj i den, og hun fik sådan 4-5 stykker på en gang. But that’s about it… Jeg har måske noteret det et sted, i dont know. Kigger jeg hendes tøjskab igennem, er det også ret tydeligt at kødpølse-farvet og fesen rosa går igen mere end 500 gange. Det skete altså.

Og ved i hvad? Det er helt okay… Det er det altså. Engang stressede jeg over det, indrømmet. Jeg ville gerne være hende overskudmoren der havde alt sorteret i farve-orden, og farveblyanter der lå i regnbuefarver, lagt i pastel-farvet æske der ikke havde en skramme, med et barn klædt i overskuds-beige (jeg f… elsker beige, okay.) og som havde billeder af hende sorteret i mapper på min tlf, én for hver måned, og måske endda 2 barnets bog, en til hende når hun blev ældre, og en til mig. Shit, det ville jeg gerne. Sådan blev det bare ikke, og det har jeg det ganske cool med NU. Jeg er en mor med stort M, jeg har givet min sjæl til den lille madame, og jeg ville, uden at blinke med øjnene, forære hende stjernerne og månen hvis jeg kunne. Det er vel i bund og grund det det handler om, ikk’? Kærlighed, at imødekomme og omfavne sit lille væsen. Jeg er nok ikke den klassiske mor, det indrømmer jeg gerne. Vi tager tingene stille og roligt, på trods af en stresset hverdag, og har forlængst fundet melodien i vores lille familie. Cengiz og jeg er ikke altid enige om hvordan tingene skal gøres, men vi finder altid ud af det alligevel. Vi supplerer hinanden perfekt.

Jeg havde så høje forventinger til mig selv da jeg fødte Alba, og skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk overgået dem – bare på andre ting end jeg regnede med. Jeg er en kvinde med mange titler: “Kone”, “Chef”, og “Mor” er nogle af dem, og intet slår den sidstnævnte. Nu er den lille lort (bare rolig speltinder – det er kærligt ment, og jeg lover hun ikke kan læse endnu) begyndt at kalde mig “Stephanie” – hvem pokker har lært hende at jeg hedder dét?? 9 måneder med hende i maven, væske i hele kroppen (især hagen, fedt sted væske, fedt sted) – 28 timers veer, en fødsel uden smertelindrende, og amning i +2 år – jeg fortjener titlen MOR! Helt early engang.

Tak fordi i læste med. Hvor er det skønt at blogge igen. Det skal jeg gøre mig mere i <3

 

dsc04717

Kærlighed.

geggo_signatur

Viva españa og update på La’ Lotus

vacayyyyyyt

At rejse er at leve – især når man rejser sammen med de mennesker man allerbedst kan lide. Vi, Cengiz, Alba, min mor og jeg, er rejst til Spanien på ren FERIE. Uden kamerahold, uden nogle planer, uden nogle forventninger andet end afslapning og kvalitetstid. I kender godt det når man bare glæder sig til at rejse – det gør man vel altid – men kender i det, der er stor forskel på at glæde sig, til virkelig at TRÆNGE til ferie. Jeg har det sidste, temmelig meget.

Livet hjemme i Danmark går nemlig stærkt fortiden. Jeg er god til at huske at stoppe op og nyde det, det er jeg virkelig, men jeg er ikke god til at huske og holde fri og “lægge hovedet væk”. Salonen (La’ Lotus) kører ellers faktisk på skinner fortiden. Vi har nu så mange bookinger at vores ansatte ikke længere har tid til at tage telefonen, booke kunder ind, tage imod kunder, lave kaffe og the osv – vi går jo højt op i at alle skal føle sig velkomne og blive taget pænt imod, så vi har set os nødt til at ansætte en super skøn “receptionist” (Patricia), og selvom det selvfølgelig er en ekstra lønning og dermed udgift for os – så er hun alle pengene værd, med sit bidrag i både humør, og de små ting i salonens dagligdag. Udover det, har vi også fået en ny vippetekniker – og gud hvor var det bare fantastisk at vi fik det. Jeanne, som hun hedder, var prikken over i’et i salonen og guds gave til øjnene, med sine fantastiske evner. Hun er SÅ dygtig, jeg tror aldrig jeg har set noget lignende og så er hun sød, stabil og sådan et dejligt menneske. Monica, vores kosmetolog, har været der siden dag 1 og hende vil vi aldrig af med, hun er bare fast inventar og en SÅ vigtig del af salonen – hun er intet mindre end fantastisk, og Desirée vores negletekniker og micropigmentist er også guld værd med sit dejlige hjerte og sit mega fantastiske håndværk. De piger fortjener allesammen alverdens ros – for NØJ hvor gør de det bare godt. Jeg er så stolt af dem allesammen. Det er somom puslespillet er ved at falde på plads, og vi har fået det crew vi ønskede os. Det er absolut ingen dans på roser at være selvstændig, men med et crew som dem, gør det alligevel hverdagen en del lettere for mig og Cengiz. Så kan man sagtens tage på ferie med ro og tryghed i sindet. I’m so happy <3

Vi fifler også med optagelser fortiden, det er endnu ikke offentliggjort til hvad, men det bliver godt! Karma har parret, Alba udvikler sig og farer rundt overalt nu hvor hun er en gående tumling der så småt er talende også. Livet går stærkt – og nuujjj hvor skal man huske at nyde det. Jeg synes C og jeg er ekstremt gode til det faktisk og også gode til at være kærester selvom vi har travlt. Cengiz er især god til at huske stadig at klappe mig i måsen, og fortælle mig jeg er smuk – han er generelt god til at holde romantikken ved lige, og gud hvor er det vigtigt. Jeg hører om så mange mænd der “falder hen” og glemmer at rose deres kæreste (og kvinder også for den sagsskyld) – men jeg synes faktisk vi er ret gode til det! 🙂

vacaybennn

 

Lige nu er vi i Benal Madena, hvor vi har lejet et mega lækkert hus med egen pool lidt oppe i bjerget. Alba er heldigvis et af de lettere børn at have med på ferie, hun sover en del mere til middag end hun plejer, og det er jo første gang vi har hende med som gående – og det er altså ekstra hyggeligt (ikke mindst for armene) men man skal også huske at hun på 2 sekunder kommer fra A til B nu, så man skal virkelig have øjnene med sig 🙂 Det er så dejligt at min mor og C er så gode venner, og vi kan rejse sammen. Det er tit og ofte “dem imod mig” – de har en tendens til at holde sammen konstant, glæder mig til Alba bliver stor nok og forhåbentlig kan være lidt på min side… Og så igen, hun er jo fars pige…. 🙂

 

Flere ferie-updates en af dagene – vi har kun været her i 5 dage. Vi nyder varmen, og sender solskins-tanker til Danmark <3

 

Møs

vacayyyyy vacayyy vacayyyyyyyy

vacayvacayvac

vacay

Kærlighed.

geggo_signatur

Selvfølgelig er mit liv ikke lyserødt.

 

blodnyny

Jeg sidder her i min have og kigger på mine to hunde lege, og føler mig ovenud privilligeret. Jeg har min lille kernefamilie, vi bor i et dejligt hus i Dragør, min lille datter sover middagslur ovenpå, solen skinner og her dufter af nyslået græs. Far er i salonen og renovere, fordi vi har fået bygget et nyt lokale til vores kosmetolog, og det skal spartles, males og alt det der jeg ikke har forstand på. Han knokler, og her går det virkelig op for mig hvor vigtigt det er at vi er to om salonen. Vi supplerer hinanden så godt, og ordner tingene mere eller mindre 50/50. Snart har salonen fødselsdag og der vil jeg lave et indlæg om status for salonen, hvordan det går i forhold til forventninger osv.

 

Nogle mener at jeg får mit liv til at fremstå lyserødt, og fejlfrit. Det gør jeg ikke. Jeg deler ikke alt om mit liv – selvfølgelig gør jeg ikke det. Fordi vi har et tv-program betyder det ikke at vi vender vrangen helt ud på os selv uden at holde noget privat, slet ikke. Jeg er ikke fan af at hænge mit beskidte vasketøj til tørre. Bevares, indimellem går bølgerne da højt også på tv, og det skal der da være plads til. Jeg får det bare skidt over at læse når folk hænger hinanden ud, og sviner deres familie til offentligt. Det kommer jeg aldrig til at gøre, og slet ikke med dem jeg elsker. En anden ting er, at jeg bestemt heller ikke er typen der brokker mig vidt og bredt hvis jeg synes der er et problem i mit liv. Så løser jeg det, eller prøver på det, finder evt det bedste alternativ og kommer videre. Hvis mit liv fremstår lyserødt og fejlfrit, så er det nok fordi jeg ser anderledes på tingene end mange andre gør. Jeg dvæler sjældent i negativitet, og tager nok tingene lettere end de fleste. Jeg finder somregel noget positivt ved alt, og det er nok min redning. Mit, tiltider, lalleglade sind. Dumme, om man vil. Der er da ting der er hårde – bevares. Lyserødt vil jeg ikke kalde det. At være mor til en halvanden-årig, selvstændig forretnings-kvinde, blogger, familiemenneske, og samtidig lave et tv program er ikke en dans på roser altid. Misforstå mig ikke – jeg ELSKER det jeg laver, ellers havde jeg fundet på noget andet. Men tiltider, jo så er det da hårdt at få det hele til at spille. Når det hele går rigtig stærkt, og jeg føler mig overrumplet af projekter og ting jeg skal, så priser jeg mig lykkelig over at have det forhold jeg har. Mange spørger “skændes i aldrig?” og jo – bevares, vi er da begge temperamentsfulde, og kan diskutere og være uenige ligesom alle andre. Men vi råber og skriger aldrig, eller er derude hvor vi er ved at gå fra hinanden. Vi har ligesom en melodi, og nogle noder som vi begge kender så godt – og vi er sindssygt gode til at få tingene til at spille, og samtidig huske hinanden og at være KÆRESTER. Vi er one hell of a team, og uden Cengiz havde mit liv ikke været nær så fedt som det er nu. Vi har meget samme idéer, og samme mål i livet, og prioriterer familie og forrentings-livet fremfor noget andet. Great minds think alike, er det ikke det de siger? 🙂

 

Så nej, mit liv er ikke lyserødt selvom det indimellem fremstår sådan. Jeg kan også have dårlige dage, og dage hvor jeg føler det hele vokser mig over hovedet, dage hvor jeg føler mig som en dårlig mor, og dage hvor jeg snerrer og er en dårlig kæreste – men jeg tager mig selv i det så hurtigt som muligt, hanker op i mig selv og husker mig selv på hvor priviligeret jeg er. De dage kommer meget sjældent, men de kommer. Og de er en del af livet – når man selv har valgt at have travlt, og gang i mange ting og samtidig er en følsom person med perfektioniste tendenser.

 

En ting er dog stensikkert: Jeg ELSKER mit liv <3

 

blodnynynynynynyny blodnynyny thailandfarogdatter

Kærlighed.

geggo_signatur

At komme hjem til noget virkelig ubehageligt!

blodplethunde

I søndags havde min mor, Alba og jeg været i Fields og shoppe og spise frokost. Virkelig hyggeligt, og skønt med kvalitetstid med min mama. Cengiz havde noget arbejde han skulle lave, så han var ude og ordne det. Efter Fields-hygge kørte lille A og jeg hjem, hvor begge hundepiger samt Cino var. Vi passer Cino lidt fortiden fordi han simpelthen elsker vores have, og så kan Jytte få lidt fred i sin krop som ikke har det alt for godt fortiden.

Vi kommer ind af døren som vi plejer – hundene løber os i møde, og alt er fint. Jeg går så ind i stuen, og det første der falder mig i øjnene er en kæmpe blodplet på sofaen. Jeg sætter Alba på sit legetæppe, og begynder at undersøge hundene – men der er INGENTING at finde. Hverken på deres krop, ansigt, poter, i munden på nogle af dem, i ørene eller noget som helst! Der er ikke så meget som en dråbe blod rundt om munden på nogle af dem. Cino er sort, så ham tjekker jeg med en vådserviet. Ingen spor af blod, what so ever. Det er en stor plet! Ikke bare sådan en “kan en af dem være i løbetid?” -plet. Den er MEGET større end det.

 

blodplet

Hvad pokker er der sket?? Min første tanke var at de har været oppe og slås. Det ligner dog ikke Baby og Karma, da de ikke gør sig i sådan noget. Cino er også kun sur på andre hanner. Men der er ingen huller, ingen sår, nada nix. Min næste tanke er så at de må have fået fat i et dyr – men hvor skulle det dyr komme fra? Alle døre er lukkede, og der er ikke spor af pels, knogler, eller lignende. Så en rotte/mus er udelukket. Det kunne ellers være oplagt da vi jo bor i skoven. Men hvis de havde dræbt et dyr i sofaen – ville de så ikke have bare en lillebitte smule blod om munden/på poter eller lignende? Der er INGENTING på nogle af dem. Ingen blod på gulvet, eller andre steder. KUN det sted i sofaen. Mit lillebitte hovede kan slet ikke kapere det.

 

Puha, det var altså ikke rart at komme hjem til. Mysteriet er ikke løst endnu – hvad tror i der er sket?

 

Ps. Kan nogle af jer anbefale et godt sofa-renser firma? Jeg har forsøgt at vaske og skrubbe, men det vil altså ikke helt af det blod. Vi forsøger med en god rens, og hvis det ikke lykkes må vi købe en ny. Dammit. 

blodpleteftervask

Kærlighed.

geggo_signatur

Dag 14 på udrensning – om sukkertrang, stress og gag-refleks

 

detoxgreens

Wupchikabumbum-awabawap-wap – idag er det rent faktisk 14 dage jeg har udrenset. Tiden er gået overraskende stærkt, og jeg har glædet mig til at dele det her indlæg med jer.

 

De første 14 dage har ikke været de nemmeste i hele mit liv. Det vil jeg gerne indrømme. De har dog absolut heller ikke været de hårdeste. Det sværeste ved at udrense sådan her er de dage hvor jeg er mange timer i salonen. Jeg skal huske at lave en salat, råkost eller lignende at tage med – og med en lille Frøken der også skal i vuggestue, og have mor-far-hygge om morgenen og kvalitetstid inden (vi går meget op i at det ikke bliver for “godmorgen, her får du lige tøj på og ren ble, og så afsted!”), så kan det godt nogle gange blive glemt. Det er virkelig gået op for mig hvor vigtigt det er at have mad med mig – og hvor mange klamme snacks og junk-ting jeg egentlig kører i hovedet normalt i løbet af en dag. Det har været en form for øjenåbner, og et slap in the face konstant at blive mindet om “okay, her ville jeg jo bare have købt en hurtig burger” og “her ville jeg til hver en tid have drukket en iskold faxe kondi til” osv. Det er en FED øjenåbner, for jeg er jo igang med at ændre det.

Det er ingen hemmelighed at jeg er en kvinde med ild i mange ting. Jeg bruger meget tid i vores forretning, jeg bruger tid på min blog (okay jeg har været meget væk – im back!), jeg laver TV, jeg lider af rengøringsvanvid, men vigtigt af ALT – så bruger jeg meget tid med min lille familie. Når tingene og livet går stærkt, og jeg mærker stressen presse på, så gør jeg noget der strider imod mine egne instinkter – jeg trækker stikket. For er der noget jeg finder mere afstressende og beroligende for mit sind end noget andet, så er det kvalitetstid med dem jeg elsker, straight up.

Det er også sket nogle dage at jeg i alt for mange timer har “glemt” at spise. Simpelthen fordi jeg nægter at snyde mig selv og spise noget hurtigt. På det punkt er jeg meget stædig. Det er dog efterhånden begyndt at blive en vane at huske at få noget ned, og huske at have frugt og grønt med i tasken. Alt kræver tilvænning og vane, og jeg tror langsomt jeg er ved at indfinde mig i denne her udrensnings-jungle. Jeg begynder også at elske det.

 

Der er mange af jer der har spurgt efter en “madplan” altså en plan over hvad jeg spiser i løbet af en dag. Det kan jeg ikke, for jeg har ikke en. Jeg spiser jo bare, og jeg spiser gerne MEGET – jeg elsker mad, og jeg elsker meget mad. Jeg er ikke typen der nipper til en salat, jeg laver allerhelst et helvedes-orgie af stegte grøntsager, friske grøntsager, råkost, kød og så er der ellers serveret. Jeg holder mig helt fra kornprodukter, stivelse, de fleste mælkeprodukter (lidt fløde og smør er ok), sukker, kaffe, og så drikker og spiser jeg de ting min udrensnings-guide siger jeg skal, hver dag. Læs evt mit indlæg HER. Det mærkelige er at sukkertrangen først trådte ind efter 5-6 dage på udrensning. WOOOOW hvor den pludselig bare kickede ind. Jeg lå i sengen og forsøgte at overbevise mig selv om at jeg kun snød mig selv ved at gå ned og spise de mega lækre chokolader i skuffen. Istedet bagte jeg en kage uden sukker, kun sødet med banan og dadler, og selvfølgelig også uden mel. Opskriften kommer en af dagene. Shit den var god! Jeg har lavet den et par gange siden. Sukkertrangen er forsvundet, men den smager bare så godt.

detox

Det værste ved udrensningen er den HUSK jeg skal have ned hver dag. Jeg stiger mængden hver eneste dag, og det bliver sværere og sværere at få ned. Jeg har en umådelig sart “kaste-op-lyd” refleks, og den kommer virkelig til udtryk når jeg spiser HUSK om morgenen. Mælkebøtte-ekstrakten er ikke slem, lidt bitter, men ellers faktisk ok. Mine detoxdråber er nemme at få ned. Den koncentrerede grønne the elsker jeg, men jeg er også underlig i den retning, de fleste der har smagt den synes at den er røvsyg og ret sur i det.

 

Alt i alt, er de 14 dage gået stærkt, og jeg kan virkelig lide det. Jeg kan mærke nu hvor sukkertrangen er væk, at min krop har det virkelig godt. Jeg er friskere om morgenen, og tænker mere klart. Tør slet ikke tænke på hvordan jeg har det om 14 dage. Jeg har tænkt mig at udrense i 3 måneder. Når man udrenser på denne her måde jeg gør istedet for med juice/faste/suppe kure som mange andre gør, så udrenser man skånsomt og forsigtigt. Derfor er det også en længere proces. På den måde kan jeg stadig amme, og på den måde forgifter jeg ikke min krop.

 

Jeg skal nok holde jer opdateret – også med lækre sukkerfri kager og opskrifter. I må også gerne byde ind hvis i har nogle rigtig gode opskrifter uden sukker og kornprodukter <3

 

detox2

 

 

Kærlighed.

geggo_signatur
Older posts